Lars og jeg kørte fra Århus lørdag formiddag, - og med Rammstein på maksimal volumen drønede vi ned ad motorvejen mod Middelfart. Vi havde begge holdt lidt igen med træningen op til løbet: Lars pga. dovenskab og generelt hårdt arbejdspres, og jeg pga. skader i baglår og et tilbagevendende løberknæ (se nederst for flere detaljer om løbetræningen).

Vi kørte direkte ned til Middelfart havn, hvor vi med påtaget autoritet kørte ind i VIP området, hvor vi fandt den sidste parkeringsplads. Vi skyndte os ned til startområdet og fik hurtigt udleveret startnumre. Der var vildt mange mennesker, men det logistiske fungerede optimalt med kun få minutters ventetid. Vi fik en lille pose med "stuff", men dog med knap så mange papirreklamer, som man ellers tit får til den slags løb. Vi gik tilbage til bilen, klædte om og tog et par billeder i fuld kamprustning! Vi havde begge taget tohåndssværd med! De var dog pakket ind i skumgummi efter løbsledelsens anvisninger, da den maksimale tilladte længde på spidse våben under løbet var 7 centimeter. Vores tohåndssværd målte lige knap 1 meter og faldt derfor ind under skumgummiregelsættet!

Løberne blev sendt afsted i to afdelinger for bedre at fordele de 10.000 deltagere i de smalle gader i Middelfart. Vi fandt en plads blandt dem, der regnede med en tid på 1 timer og 40 minutter. Det var rigtig koldt, men heldigvis ingen blæst og regn (vejrudsigten sagde mellem 5 og 8 grader). Dog blev der efterhånden ret tæt af folk, og efter 5 minutter fik vi varmen.



Så blev vi skudt i gang, og efter knap et minut kunne vi rigtig begynde at løbe. Chipen på skoen registerede hvornår vi krydsede startlinjen, så vi kunne få den rigtige nettotid. Efter tre kilometer nåede vi op på den gamle lillebæltsbro, hvor vi løb under en stor sort port med skiltet "Highway to Hell", hvor omkring 50 lyshårde teenagepiger, der med tyk makeup lignede dæmoner fra helvedes forgård, og med lange treforke stod og dansede, mens et lokalt band spillede AC/DCs klassiker: Highway to Hell! Der var rigtig god stemning, trods det dystre budskab. Lars og jeg fulgtes ad et stykke og fik mange bemærkninger om vores frygtindgydende skumsværd. Lars blev dog godt gnaven, da en lille pige råbte til sin mor: "Se! Den pige løber med et sværd!"

Ruten gik rundt omkring Snoghøj og ned til kystvejen i Erritsø og endda forbi Lundagervej, hvor jeg voksede op fra 1973 til 1989. Det hele virkede dog meget mindre, end da jeg boede der. Omkring 10 km kunne jeg godt mærke noget værke i højre knæ, men jeg fortsatte i et rimeligt tempo (pace omkring 4m 30s pr. km). Pulsen var dog helt i top (i middel omkring 168, dvs. 85% af max puls), hvilket nok skyldes min relativt dårlige forberedelse til løbet.

En mand løb op på siden af mig, og spurgte grinende hvem jeg jagtede. Jeg fortalte kort om baggrunden for "Nordic running", hvor man i modsætning til "Nordic walking" altså ikke går afsted med et par tynde skistave, men løber i høj fart med et stort sværd hævet over hovedet. Han faldt dog bagud, da jeg påstod at viking stavet bagfra betyder "evig sejr". Jeg måtte konstatere, at folks viden om vikingetiden og total viking power er begrænset, selv om vi skriver 2010.

Da vi kom op på broen igen, blev det rigtig hårdt. Ruten omkring Hindsgavl havde nogle lange bakker, og man kunne se slangen af mennesker langt fremme. Men der var kun 5 km igen. Ruten ned til havnen gik fint, folk sad udenfor og fik eftermiddagskaffe fra termokanden, og der var en festlig stemning med levende musik. Jeg kom over målstregen i nettotiden 1t 36m 39s (min fjerde hurtigste tid, men en flot PR med sværd). Jeg fik en par boller, bananer og en øl. Det var lidt koldt at stå og vente, men så kom først Lars, Randi, Bo og Anton i mål og vi kørte tilbage til Sanddal i den lille gule bil. Derefter skiltes vores veje og vi fandt vej tilbage til Århus. Her kastede vi os i sofaerne og slappede af til vampyrfilmen "Dracula A.D. 1972" med Peter Cushing og Christopher Lee.

Klik her for detaljer om mit løb på garmin connect.

Lidt om træningen op til Lillebælt halvmaraton 2010
 
I januar og februar fulgte jeg Furman programmet (se tidl. blog beretninger om dette program), og var kommet i kanonform med 2-3 løb om ugen. I marts løb jeg kun 6 gange (2x14km, 1x21km, 3xinterval), da jeg fik en fiber i baglåret den 20. marts. Derefter fulgte fire uges resitution, hvor jeg kun var ude på cyklen - fire gange en time. I de sidste to uger af april begyndte jeg at løbe igen (ialt fire gange: 2x10km, 2xinterval) og et enkelt interval den 1. maj (6x800m, hvor tiderne var som lige før min fantomtid på 10km dem 31. december - 40m 21s). Måske skal man bare holde igen med træningen. Derved undgås skader, og der er mere tid til at se vampyrfilm.

1. BoJay09-05-2010 21:46:09
Homepage: http://prall.dk

Næste gang du påstår du har ondt et sted beder vi dig løbe en langsom 21.2 km - for at sikre at det ikke bare er fis ;)

Super sejt løbet - jeg er stolt over at komme ind efter jer !!

---

2. jens bruntt10-05-2010 06:56:01
Homepage: http://www.jens.bruntt.dk

cool! har du nogen billeder hvor i er udstyrede med sværd?

---

3. inger marie skadhauge10-05-2010 09:23:41

Jeg vil ogs gerne se billeder med svrd. Det m vre besvrligt at lbe med sdan et selvom det ikke vejer noget !Bedste hilsener til familien. Im

---