Tidligt om formiddagen var omkring 37.000 løbere og tusindvis af tilskuere samlet foran Triumfbuen langs Champs-Élysées. Malene, Mette og Ada ønskede Tonny og mig held og lykke, inden vi forsvandt ind bag hegnet med de mange utålmodige, men feststemte løbere. For de fleste var denne dag præget af både frygt og forventning efter mange måneders forberedelse. Tonny og jeg prøvede at overgå hinanden i beskrivelserne af vores mange løbeture i kulde og mørke i januar og februar. For min del var det blevet til adskillige (13) halvmaraton langs stillehavet i Australien, tundraen på amager fælled, blandt vilde svaner ved Brabrandsøerne og gennem skovene i Meudon til solkongens have i Versailles (på fransk manér blev der blev smurt tykt på).

Op til dagen havde jeg været meget nervøs for min skadede højre lægmuskel:  En fiberspræninging på grund af overbelastning. Nu kunne jeg kun håbe på, at 17 dages fuldstændig hvile var nok til at klare de 42.2 km og tre-en-halv times pinsler på brosten gennem Paris.

Startskuddet lød klokken 8.45, men feltet stod helt stille i starten. Foran os var omkring 10.000 hurtige løbere og bag os over 25.000, der ville tage det mere roligt. Vi stod i området med folk, der havde 3 timer og 30 minutter (3t30m) som mål. De frivillige havde været meget strenge med kun at lukke folk ind i den rigtige bås, for at få løbet til at glide så let som muligt. Efter tre-fire minutter kunne vi begynde at gå langsomt mod startlinjen, der lå omkring 300 meter fremme. Da vi nåede stregen, startede vores officielle tid og samtidig kunne alle begynde at løbe ret ubesværet trods de mange mennesker. De første 2 km gik i fint tempo omkring 4m50s pr. km, der var min beregnede hastighed for at kunne nå en sluttid på 3t25m. Men...

Allerede ved 3 km begyndte min lægmuskel at krampe slemt. Jeg standsede et par gange og strakte omhyggeligt musklen ud ved en kantsten. Skulle jeg virkelig kun nå 10% af løbet efter 5 måneders forbedredelse? Jeg var fornuftig og fortsatte med nedsat tempo. Ved Bastillen skulle vi møde Malene og Mette, men der var alt for mange tilskuere og løbere. Det lykkedes dog for Tonny, der kom forbi få sekunder efter mig! Ved at sammenligne mine og Tonnys tider efter løbet, kunne jeg se, at vi faktisk fulgtes ad de første 15 km (inden for 30 sek), men vi mødte aldrig hinanden før efter målstregen.

Det var en utrolig flot tur gennem Paris' gamle gader. Vi skulle løbe forbi Concorde pladsen, Louvre, Notre Dame, Bastillesøjlen, gennem Bois de Vincennes, langs Seinen tilbage til Bastillen, forbi Eiffeltårnet og til sidst gennem Bois de Bologne og op mod mållinjen bag ved Triumfbuen.

Gennem hele løbet var der hele tiden fyldt med løbere omkring os. Derfor skulle man hele tiden se sig for, og hvis man ville frem i feltet måtte man "zig-zagge" ind og ud mellen de andre løbere. Hver femte kilometer var der vand- og frugtboder, og her var det særlig farligt, fordi folk stoppede op og smed bananskræller og halvtomme plastikflasker på vejen.

Vi havde aftalt at Malene og Mette skulle stå omkring 30 km mærket, der lå lige før Eiffeltårnet. Fra halvvejen ved 21.1 km kunne man allerede se Eiffeltårnet, og på det tidspunkt truede begge mine lægmuskler med at gå i krampe. Jeg holdt dog ved, for jeg ville bare nå frem til Malene; det ville være vanvittigt at stoppe nu for slukøret at tage en metro tilbage til start.

Blandt de tusindvis af jublende tilskuere, der alle var på udkig efter netop deres "helt", så jeg Malenes røde jakke og fik et knus, før jeg med stålsat vilje baksede videre op ad bakken de sidste 12 km. Omkring 32 km besluttede jeg at sætte farten i vejret. Jeg havde gjort det samme under Sydney maraton for seks måneder siden. Dengang ramte jeg panden mod "muren" og måtte sætte farten gevaldigt ned til sidst (5m40s/km). Jeg troede mere på det denne gang, for min puls havde under hele løbet ligget relativt lavt omkring 150-160 (75-80% af makspuls). I Sydney lå min puls ved 30 km omkring 170! Det skulle vise sig, at min hurtige fysiologiske analyse var korrekt.

Det var ret uhyggeligt at se mange af løberne "gå død" omkring 35-40 km, hvor kramper og gamle skader sendte folk til tælling. En mand lå på en båre hos samaritterne ved 40 km, en anden humpede afsted på ydersiden af foden,  som om hans ankel var brækket; mange gik langsomt fremad som tinsoldater på stive ben, blege ansigter og et tomt blik i øjnene. Men floden af mennesker blev drevet frem: "Courage" løb tilråbene fra de tusindvis af glade tilskuere langs vejene. Dette ord betyder noget i retning af "udvis mod!", og er vel sagtens en form for fransk viking power.

De sidste 7 km var vanvittigt hårde. Jeg zigzaggede mig fremad i feltet, for mit Garmin ur fortalte mig, at jeg lige netop kunne nå de magiske 3t30m, hvis jeg holdt farten. Ved 41 km fik jeg en "runner's high", der fortsatte i næsten to minutter (jeg havde en 4-5 mindre "highs" tidligere), mens tårene løb ned ad kinderne. Det var kroppens kokainlager (endorphiner), der blev aktiveret; i alle fald fik den himmelske lykkefølelse al smerte til at forsvinde.

Min satsning de sidste 10 km holdt, og jeg nåede i mål i den officielle tid 3t32m (mig eget ur sagde 3t29m), som var 4 minutter hurtigere end i Sydney. Tonny kom ind et kvarter senere, og vi mødtes igen med pigerne. Malene og jeg hentede vores bagage hos Tonny og Mette og fik en dejlig frokost: En fed and med en velfortjent øl. Malene hoppede så på metroen og tog ud i lufthavnen, mens jeg tog til Meudon for at hvile ud.

1. inger marie07-04-2009 12:43:12

Tillykke. Vi saa på nettet at du var sat til 3 1/2 time så det var flot at du klarede det selvom du havde handicap. Vi så også lidt af løbet på TV, men de viste kun dem der løb i de hurtigste tider. Nu skal vi ud og spillem golf. Hav en god påske .Bedste hilsener Steen of Inger marie

2. Jens Bruntt07-04-2009 14:47:03
Homepage: http://www.jens.bruntt.dk

For vildt ! Det er godt nok flot Hans.