I søndags skulle jeg have været med i et 10 km løb i det syttende arrondisement i Paris. Desværre havde jeg glemt min helbredserklæring, så løbsledelsen ville ikke lade mig stille op, selv om jeg på Fringlish forsøgte at overbevise dem om, at jeg var sund og rask. Det er de åbenbart meget strikse med. Der har sikkert været et par sagsanlæg fra de pårørerende til omkomne deltagere i Paris maraton? Ærgeligt nok, for jeg havde min lægeerklæring fra Paris maraton i april (den er gyldig i et år). Jeg havde bare glemt den hjemme i lejligheden.

Jeg var godt sur og skuffet, så jeg tog på pâtisserie og købte nogle hæftige kager at trøste mig med: Paris-Brest, Tarte Normande og en Croissant d'armande. Så var alle sorger glemt.

Nå, men i morges togs jeg så min egen ensomme 10 km gennem skoven her i Meudon. Det blev til en personlig rekord med 40min 52sek (første 5 km på 20m 16s).  Mit mål er at komme under 40 min. Jeg tror måske, det var gået, hvis jeg havde løbet med over 1000 andre. Stemningen er en lidt anden, når man løber i flok. Næste forsøg er Århus 1900s nytårsløb den 31. december! Så kan jeg lige snuppe nogle intervaller inden jul, dodge uden om et par julefrokoster, og så gi' den gas inden nytårsfesten.

I morges kl 2.30 kom jeg i mål i Århus Natmaraton (http://www.duul.dk/). Det var godt nok kun den halve distance, men 21km på Århus havn i strid vind sætter sine spor. Jeg tror, jeg tager en søndag på sofaen. På billedet ses Tonny og Lars, der også løb med. Lars gennemførte i tempelridderstil med tohåndssværd - det er total viking power!!!

Tidligt om formiddagen var omkring 37.000 løbere og tusindvis af tilskuere samlet foran Triumfbuen langs Champs-Élysées. Malene, Mette og Ada ønskede Tonny og mig held og lykke, inden vi forsvandt ind bag hegnet med de mange utålmodige, men feststemte løbere. For de fleste var denne dag præget af både frygt og forventning efter mange måneders forberedelse. Tonny og jeg prøvede at overgå hinanden i beskrivelserne af vores mange løbeture i kulde og mørke i januar og februar. For min del var det blevet til adskillige (13) halvmaraton langs stillehavet i Australien, tundraen på amager fælled, blandt vilde svaner ved Brabrandsøerne og gennem skovene i Meudon til solkongens have i Versailles (på fransk manér blev der blev smurt tykt på).

Op til dagen havde jeg været meget nervøs for min skadede højre lægmuskel:  En fiberspræninging på grund af overbelastning. Nu kunne jeg kun håbe på, at 17 dages fuldstændig hvile var nok til at klare de 42.2 km og tre-en-halv times pinsler på brosten gennem Paris.

Startskuddet lød klokken 8.45, men feltet stod helt stille i starten. Foran os var omkring 10.000 hurtige løbere og bag os over 25.000, der ville tage det mere roligt. Vi stod i området med folk, der havde 3 timer og 30 minutter (3t30m) som mål. De frivillige havde været meget strenge med kun at lukke folk ind i den rigtige bås, for at få løbet til at glide så let som muligt. Efter tre-fire minutter kunne vi begynde at gå langsomt mod startlinjen, der lå omkring 300 meter fremme. Da vi nåede stregen, startede vores officielle tid og samtidig kunne alle begynde at løbe ret ubesværet trods de mange mennesker. De første 2 km gik i fint tempo omkring 4m50s pr. km, der var min beregnede hastighed for at kunne nå en sluttid på 3t25m. Men...

Allerede ved 3 km begyndte min lægmuskel at krampe slemt. Jeg standsede et par gange og strakte omhyggeligt musklen ud ved en kantsten. Skulle jeg virkelig kun nå 10% af løbet efter 5 måneders forbedredelse? Jeg var fornuftig og fortsatte med nedsat tempo. Ved Bastillen skulle vi møde Malene og Mette, men der var alt for mange tilskuere og løbere. Det lykkedes dog for Tonny, der kom forbi få sekunder efter mig! Ved at sammenligne mine og Tonnys tider efter løbet, kunne jeg se, at vi faktisk fulgtes ad de første 15 km (inden for 30 sek), men vi mødte aldrig hinanden før efter målstregen.

Det var en utrolig flot tur gennem Paris' gamle gader. Vi skulle løbe forbi Concorde pladsen, Louvre, Notre Dame, Bastillesøjlen, gennem Bois de Vincennes, langs Seinen tilbage til Bastillen, forbi Eiffeltårnet og til sidst gennem Bois de Bologne og op mod mållinjen bag ved Triumfbuen.

Gennem hele løbet var der hele tiden fyldt med løbere omkring os. Derfor skulle man hele tiden se sig for, og hvis man ville frem i feltet måtte man "zig-zagge" ind og ud mellen de andre løbere. Hver femte kilometer var der vand- og frugtboder, og her var det særlig farligt, fordi folk stoppede op og smed bananskræller og halvtomme plastikflasker på vejen.

Vi havde aftalt at Malene og Mette skulle stå omkring 30 km mærket, der lå lige før Eiffeltårnet. Fra halvvejen ved 21.1 km kunne man allerede se Eiffeltårnet, og på det tidspunkt truede begge mine lægmuskler med at gå i krampe. Jeg holdt dog ved, for jeg ville bare nå frem til Malene; det ville være vanvittigt at stoppe nu for slukøret at tage en metro tilbage til start.

Blandt de tusindvis af jublende tilskuere, der alle var på udkig efter netop deres "helt", så jeg Malenes røde jakke og fik et knus, før jeg med stålsat vilje baksede videre op ad bakken de sidste 12 km. Omkring 32 km besluttede jeg at sætte farten i vejret. Jeg havde gjort det samme under Sydney maraton for seks måneder siden. Dengang ramte jeg panden mod "muren" og måtte sætte farten gevaldigt ned til sidst (5m40s/km). Jeg troede mere på det denne gang, for min puls havde under hele løbet ligget relativt lavt omkring 150-160 (75-80% af makspuls). I Sydney lå min puls ved 30 km omkring 170! Det skulle vise sig, at min hurtige fysiologiske analyse var korrekt.

Det var ret uhyggeligt at se mange af løberne "gå død" omkring 35-40 km, hvor kramper og gamle skader sendte folk til tælling. En mand lå på en båre hos samaritterne ved 40 km, en anden humpede afsted på ydersiden af foden,  som om hans ankel var brækket; mange gik langsomt fremad som tinsoldater på stive ben, blege ansigter og et tomt blik i øjnene. Men floden af mennesker blev drevet frem: "Courage" løb tilråbene fra de tusindvis af glade tilskuere langs vejene. Dette ord betyder noget i retning af "udvis mod!", og er vel sagtens en form for fransk viking power.

De sidste 7 km var vanvittigt hårde. Jeg zigzaggede mig fremad i feltet, for mit Garmin ur fortalte mig, at jeg lige netop kunne nå de magiske 3t30m, hvis jeg holdt farten. Ved 41 km fik jeg en "runner's high", der fortsatte i næsten to minutter (jeg havde en 4-5 mindre "highs" tidligere), mens tårene løb ned ad kinderne. Det var kroppens kokainlager (endorphiner), der blev aktiveret; i alle fald fik den himmelske lykkefølelse al smerte til at forsvinde.

Min satsning de sidste 10 km holdt, og jeg nåede i mål i den officielle tid 3t32m (mig eget ur sagde 3t29m), som var 4 minutter hurtigere end i Sydney. Tonny kom ind et kvarter senere, og vi mødtes igen med pigerne. Malene og jeg hentede vores bagage hos Tonny og Mette og fik en dejlig frokost: En fed and med en velfortjent øl. Malene hoppede så på metroen og tog ud i lufthavnen, mens jeg tog til Meudon for at hvile ud.

Der er nu kun godt to uger til maratonløbet i Paris. Den anden dag læste jeg om den hurtigste danske løber, Jeppe Farsøth, der blev nr. 15 i Berlin maraton i 2008 med 2h19m26s. Han trænede op til Berlin maraton mellem 150 og 170 km per uge, det vil sige mere end en halvmaraton om dagen. Jeg har regnet ud, hvor meget jeg egentlig har løbet de sidste 20 uger. Jeg har i snit løbet 38 km/uge, men 50 km/uge i Februar. De næste 2 uger sætter jeg intentiteten markant ned, så jeg er topklar til de 42k gennem Paris' gader.

Jose havde lokket mig med til at løbe i det årlige 10km løb "Courir les Foulees du Tertre a Montmartre", der blev arrangeret af den lokale politistyrke. Omkring 500 løbere var mødt op og skulle tre gange løbe omkring Sacré-Cœur kirken. Montmartre er kendt for sine stejle brostensgader, og byenes eneste kabelbane findes da også her. Mit garmin ur kunne fortælle mig at stigningen var 102 meter på en omgang eller med andre ord en 5.7% stigning i gennemsnit. Jeg var ikke helt 100% klar på løbet, da en jeg havde resterne af en 34km tur siddende i benerne fra i mandags. Men jeg var nu rimelig veloplagt og lagde hårdt ud fra starten. Med en gennemsnitspuls på 169 (84% af max) lå jeg da heller ikke på den lade side. Sluttiden blev 44m12s efter 10.17km. Trækker jeg de første 170m af løbet fra som gik nedad, men meget langsomt på de mange løbere i de smalle gader blev 10km tiden 43m06s.  Til sammenligning løb jeg 43m06s på de første 10km af min halvmarathon i Sydney i december (middelpuls 170, men en meget flad rute). Vi endte så med at gå i byen bagefter og fejre Joes 30 års fødselsdag og jeg vendte først hjem tidligt i morges.

Ruten omkring Montmartre.

Så er træningen til Paris marathon for alvor ved at spidse til. Det er snart et halvt år siden min første marathon i Sydney, og jeg er ret spændt på denne anden marathon: I Sydney var der kun knap 2.500 løbere, men i Paris er der 37.000! Det bliver en fantastisk oplevelse. Malene kommer herned og hepper. Tonny skal også løbe, og han kommer herned et par dage før med sin familie. Stærkt! Jeg kender også en spansk fyr, Jose, der skal løbe sin første marathon. Så det bliver knapt så ensomt som til Sydney marathon.

Jeg startede for alvor med træningen for knap 20 uger siden (midt i oktober). De sidste 12 uger har jeg løbet tre gange om ugen med i alt 10 lange ture (halvmarathon eller længere med 21-km tider på typisk 1h45m). Hver uge har jeg løbet intervaller en gang, fx. 6x1000m, 4x800 + 1200m, 4x1600m, 10x400m. Mit nye Garmin Forerunner 305 har været en utrolig hjælp til at holde motivationen oppe, og uret har også reddet mig fra at fare vild i den store "Meudon skov" uden for Paris vha. GPS-kortet er par gange!

Jeg har ikke haft de samme alvorlige problemer med løberknæ, som op til Sydney marathon. Jeg har forsøgt at være mere fornuftig og sætte farten ned eller afslutte turen, så snart mine knæ begynder at brokke sig. Der er nu kun seks uger tilbage til Paris marathon, så det er vigtigt ikke at blive skadet nu. Der er kun fire lange løb tilbage, for de sidste to uger skal jeg helt ned i gear og benerne skal være totalt restituerede, så de kan klare de fulde 42 km. Jeg planlægger at løbe to gange intervaller to uger før (4x1000m) og kun et par korte 5-8 km ture den sidste uge.

I denne weekend tog jeg min længste tur indtil nu: 31 km fra observatoriet i Meudon gennem skoven og ud til Versaille slottet. På mine lange sure har jeg lagt mærke til, at der sker noget helt specielt med "benerne" fra omkring 25 km. Det er en særlig træthed, der er svær at beskrive uden at bruge metoforer. Det er noget helt andet end trætheden under og efter intervaltræning, som vel bare skyldes mælkesyren, der har hobet sig op. Men denne 25+ km træthed føles som om nogen har hældt Maizena-mel i blodet. Benerne bliver stive og hårde, hvert skridt føles om at få et lille mislykket trælår eller en venskabelig lammer. Min teori er, at det er en mild udgave af "muren", der tales så meget om i forbindelse med marathonløb. Så vidt jeg kan forstå, er det som rent medicinsk sker, at når kroppen har opbrugt al energien, der er gemt i form af kulhydrat i cellerne, og derefter går den over til at forbrænde protein. Det er en enormt "dyr" måde at omdanne energi på, og derfor bliver man så udmattet. Jeg tror, jeg til dels kan undgå det ved at spise mere fornuftigt inden de lange løb -- eller måske tage noget sukker-saltvand med på de lange ture.

Kortet her viser min rute fra SportsTracks 2.1. Turen starter til i øst (til højre på kortet) og går gennem skoven over til Versailleslottet helt til venstre. Den direkte tur til Versaille er ca. 9 km, men jeg for lidt vild i skoven på vejen ud (det er en STOR skov).

I søndags stod jeg op kl 4.58 for at køre vestpå til Smithfield lidt syd for Parramatta. Den lokale løbeklub "Sydney Marathon Clinic" havde arrangeret et halvmarathon. Jeg tænkte, at det var en god chance for at teste formen nu, hvor der kun er godt 3 måneder til Paris Marathon. Jeg havde testet formen mandagen inden, ved at løbe en 10km med fuld skrue (42min 09sek). Med den tid som reference besluttede jeg at lægge ud med en kilometertid, som var 10 sek langsommere (4min 20sek pr. km.).

Omkring 80 løbere stillede klar til start kl 7. Jeg lagde lidt hårdt ud med tider omkring 4m00s og 4m10s på de første 2 km. Herefter kom der et par lave bakker, og jeg fandt ind i mit tempo omkring 4m15s - 4m25s pr. km. De første 10 km gik feberagtigt godt med en 10km "mellemtid" på 43m03 sek. Herefter fulgte en "djævlebakke", der fik mælkesyren til at trille ned ad kinderne og hastigheden faldt markant (4m40s, 4m50s). Jeg fandt dog en del inspiration i playlisten fra min ipod hvor Tool sang noget i retning af "This body holding me, is a reminder that I am not alone... " og lidt senere "We are eternal all this pain is an illusion." Jeg ved ikke om det var Maynard eller den gamle romerske læresætning om at "hæder er evig, men smerten er kortvarrig"? I alle fald fandt jeg styrken igen omkring de 16 km og kunne sætte tempoet op til omkring 4m25s de sidste 5 km. Sluttiden blev 1h33m46s -- blot 2min over mit mål. Ganske godt!

Alle som kom i mål fik varm te, milo (australsk erstatningskakaodrik) og vandmelon.

Malene stod ved mållinjen med tørre håndklæder og to varme hotdogs i toastbrød med masser af  BBQ sauce og bløde løg.

Efter løbet tog vi en tur i Featherdale Wildlife Park og sagde pænt farvel til de australske dyr: Stenwallabyen, wombatten, pelikanen, den sorte svane, emuen, cossawary- og skuafuglene, quakkarne, taipan-slangen og alle de stenede koalaer.

Cooper løbetesten er en klassiker og bruges mange steder fordi den er så velkalibreret. Jeg tog testen i går eftermiddag. Efter 3 km let opvarming gav jeg den max. omkring en cricket bane i Manly. Jeg brugte naturligvis mit nye Garmin 305 løbeur til at måle distancen. Ruten kan ses her på billedet.

Jeg nåede 3140m på 12 minutter, hvilket betyder en middelhastighed på 3m50s pr. kilometer. Ifølge diverse tabeller er det et ret godt resultat i min alderskategori (30-39 år).

Jeg løb testen to gange i marts-april 2008, da jeg var i starten af min træning op til Sydney Marathon. Her løb jeg 2965 og 2980m. Så noget tyder på at formen har forbedret sig det sidste halve år.

Jeg er nu i gang med forberedelserne til at starte træningen til Paris Marathon i April 2009. Jeg har joket med Bo om at målet skal være at slå kronprinsen. KP løb  3h06m49s i København som 25-årig tilbage i 1994. KP løb i øvrigt sit syvende marathonløb med sin søn Kristian på slæb i 2007.

Min pulskurve fra Coopertesten ser sådan ud (fra programmet SportTracks 2.0). Den røde kurve er pulsen, der ligger omkring 170 det meste af løbet men vokser til 180 de sidste 2 minutter. 180 er 90% af min max. puls. Den blå kurve er hastigheden der varierer fra 4m10s til under 3m20s. Det ser ud til at jeg løber i "ryk": 20-30 sek med lidt højere hastiged, derefter falder hastigheden. Med andre ord: jeg forsøger at sætte hastigheden op, men kan kun holde den høje hastighed ret kort tid. Pulsen er dog ret konstant gennem hele testen efter 2 minutter. Bemærk at løbebanen var helt flad.

Ideen er at løbe testen en gang om måneden op til Paris, for at følge med i om formen bliver bedre.

Ok, jeg er ikke gear freak, men jeg har altså købt et nyt løbeur - et Garmin forerunner 305. Det skal afløse mit ellers fantastiske Polar S625X, som jeg har brugt flittigt gennem 3 år. Det har været en fantastisk hjælp og motivation op til Sydney Marathon i September.

Den største grund til at jeg har købt Garmin 305 modellen er, at man kan programmere avancerede intervalløb. Intervalløb er som bekendt en effektiv genvej til bedre kondition. Efter min mening er intervaltræning noget af det hårdeste, der findes og specielt hvis man træner alene, kan det være svært at finde motivationen til at løbe det sidste interval i en serie på 6 x 800m, Men når man har et ur, der giver strenge ordrer og bipper vredt, når man ikke overholder hastighed eller puls-kravene, så hjælper det på motivationen.

Når uret siger "prepare for interval" fem sekunder før du skal starte og dernæst "run 800 meters in heart rate zone 4", så siger man ikke bare: fint nok, jeg lunter bare hjem og spiser den sidste mazarintærte. Det virker i hvertfald for mig. Så må mazarinen vente.

Med Garmin 305 kan man som sagt programmere mere avancerede og "sjove" intervalløb, for at styrke motivationen. I går løb jeg efter opvarming en "pyramide serie" på 400m, 90 sek pause, 600m, 90s pause, 800m, pause, 1000m, pause, 800m, pause, 600m, pause, 400m pause, og derefter en 3 km afjogning. Vildt hårdt, men ret motiverende da der er stor afveksling i hastighed og intensitet.

Kortet herover viser den rute, jeg løb i går på "google maps" . Jeg fulgte den blå rute, der starter øverst til højre; derfra sydpå langs stranden. Garmin 305 har indbygget GPS, der med signaler fra satellitter måler urets position - og fordi tiden også måles, kan hastigheden udregnes. Desuden har jeg en pulsmåler spændt omkring brystkassen. Alt skal måles, for at sikre at man får noget ud af træningen, og desuden... Jeg kunne blive ved. OK, måske er jeg på vej til at blive gadget freak. 

Jeg kan nu kalde mig selv for "marathonmanden".

Det var en herlig dag i Sydney, hvor hele midtbyen var lukket ned for at gøre plads til omkring 25.000 løbere. Vi startede under den berømte Harbour Bridge, hvor vi kunne se hen over vandet til Utzons Operahus: Her lå mållinjen - mellem to og seks timer senere afhængingt af løbetempo - 42.195 km væk.

Det var en rigtig varm weekend i Sydney med 31 grader om lørdagen, men heldigvis kun omkring 23 søndag morgen/formiddag. Løbet startede kl 7.15, og jeg stod klar under broen allerede en time før, hvor halvmarathon startede.

Ruten giver over den fantastiske stålkontruktion "Harbour Bridge", der minder mig lidt om Eiffeltårnet, der bare er bøjet lidt ud af facon og lagt ned til en godt 1 km lang hængebro. Herefter gik ruten hen over Circular Quay, gennem botanisk have, langs Hyde Park til Oxford Street og ned ad Anzac Parade. Vi løb gennem Centennial Park og rundt omkring Randwick hestevæddeløbsbanen.

Dette var halvvejs på ruten: De første 21.1 km løb jeg planmæssigt (se tidligere blogindlæg) med en puls mellem 155 og 160 og en hastighed på 4m56s per kilometer. Mit mål var at løbe 3h30m, hvilket svarer til 5min/km, så det virkede på det tidspunkt meget realistisk.

Ruten gik videre nordpå ad Anzac Parade til Surry Hills, forbi Townhall og Queen Victoria Building. Herfra gik det nedad til Fish Market og over den gamle bro ved Anzac Bridge. Disse omkring 5-6 km af ruten var ikke så gode for mine knæ, da det gik meget ned ad bakke. Derfor holdt jeg lidt igen, specielt fordi jeg fra 21 km havde fået et par "jav" fra mit ventre knæ. Ruten fulgte nu motorvejen "west-city link" til Norton Street i Leichardt (Little Italy).

Omkring 23 km begyndte min puls at stige markant. Fra omkring 157 i middel fra 0-21 km steg den nu til 168, der var middelpulsen den sidste halvdel af løbet. Dette var lidt overraskende, eftersom jeg faktisk løb langsommere -- men min krop var nok ved at være godt træt på det tidspunkt. Ved 28 km var jeg dog ved godt mod, men var faldet lidt bagud i forhold til målet på 5 min/km, fordi jeg havde holdt lidt igen på de mange stejle bakker ned mod vandet. Med kun en tredie del af løbet (14 km) tilbage besluttede jeg at sætte tempoet lidt i vejret og det gik sådan set fint nok.
Ved 30 km havde jeg præcist løbet 150 min (to en halv time).

Men ved 32 km måtte jeg sande, at der alligevel var noget om myten om "marathon-muren". Det føltes nu lidt som at løbe gennem vand; hvert skridt var bare benhårdt, pulsen hamrede afsted, sveden dryppede fra skærmen fra min hat og efterhånden føltes begge firehovede knæstrækkere, som om de var ved at blive revet fra hinanden. De sidste 10 km trak tænder ud, de sidste 5 km vildt hårde og de sidste 2 km var en feberanstrængelse, fordi jeg nu havde konstant ondt på ydersiden af venstre knæ. Da jeg løb ned mod Finger Wharf og ind under Harbour Bridge, var der masser af løbere, der måtte gå pga. kramper i lår og lægge; jeg formodede dog at leve op til mit mål: at løbe alle 42km.

Opløbet omkring Circular Quay og op til Operahuset var helt fantastisk. Der var tusindvis af folk, der stod og råbte og klappede. Specielt husker jeg en aussie, der råbte "good on ya', mate". Det var bare så arketypisk australsk, men det gav mig modet til at starte en slutspurt. Da jeg kom i mål stod jeg lidt usikkert på benene og en offical
spurgte: "Are you a'right, mate?" 

Jeg fik en fin medalje og en omgang benhård massage (efter at have stået i kø i en time). Jeg fik en hotdog med bløde løg og BBQ sauce (en meget typisk australsk snack). Derefter tog jeg færgen til Manly og kunne humpe hjem de sidste par kilometer. Jeg havde ret ondt i "benerne" mandag og tirsdag, men her onsdag, tre dage efter løbet, kan jeg gå uden de store smerter.

Marathonløbet har været en stor oplevelse, og nu overvejer jeg lidt på at løbe igen ved Paris Marathon den 5. april 2009. Her er der ikke "kun" 2.000 løbere som i Sydney, men 37.000! Lad os nu se. En ting er at løbe et marathon, noget andet er de 4-6 måneders træning 3-4 gange om ugen med adskillige (7+) halvmarathon det kræver.

Så er Sydney Marathon overstået. Her er lidt tørre tal at tygge på:

Jeg stod op kl. 5 og spiste morgenmand (havregrød m. banan og dadler, 500 ml vand). Under løbet drak omkring 100-200ml vand/GU2 sportsdrik ved hver drikkestation (hver 2.5 km)  og desuden havde jeg 1.2 L vand med "electrolyte" i et flaskebælte. I alt drak jeg altsaa omkring 3-4L væske under løbet. Jeg var kun på toilettet lige før start og derefter kl. 15 - otte timer efter startskuddet! Jeg spiste desuden tre pakker med "GU" (gele med sukker og aminosyrer) ved 21, 28 og 34 km.

Min kampvægt var 79 kg (BMI 22.8). VO2-max målt med mit Polar S625X var for to uger siden 44 (det højeste jeg har målt, siden jeg fik uret for tre år siden), men to dage før marathon dog 42-43. Fra 2006 til starten af 2008 lå min VO2-max konstant på 42.

Tiderne på de første 4x10 km var: 49 min, 49min, 53 min, 54 min. Den første halvmarathon gik på 1h44m20s og den sidste på 1h51m17s; ialt blev sluttiden 3 timer 35 minutter 37 sekunder.

Middelpuls fra 0-21 km: 157. Middelpuls 21-42 km: 168 (max 174). Temperaturen var 23 grader, klar vejr, let brise. Ruten var ret flad: Mit ur fortalte mig, at jeg havde "klatret" 175m.

Der var knap 25.000 løbere til start ved søndagens løb. Omkring 6100 løb halvmarathon (5800 gennemførte) og 2100 forsøgte sig på marathondistancen (1900 gennemførte). De øvrige deltagere løb de noget kortere distancer: 9 km eller 4 km.

Jeg kom ind som nummer 375 af de 1937, der fuldførte løbet (ialt 2108 stillede op til start). Jeg var nummer 340 blandt 1447 mænd i alle alders grupper, men nummer 85 af 292 mænd mellem 35-39 år.

 From left to right you see the bronze, silver and gold medalists at the official AFK-South championships. Hans, Chris and Dennis competed in the three classical freediving exercises: static breathhold, dynamic max. distance with fins and without fins. My best results were statics (=4m35s) and dynamics without fins (=54.7 meters), but I failed in dyn with fins (57.4m). The top scores were made by Chris who did 99.4m with fins and Dennis who did 5m04s in statics. Lots of fun in the pool. Now I'm contemplating getting a monofin. 

Today I did my usual Wednesday night spinning class. The trainer was Chris McDonald (best known for finishing second in Race Across America in 2005). I maxed out with a pulse of 193. Last week I got 192 as maximum. Not too bad. About 3 weeks ago I measured 198 -- which must be my maximum pulse. A rule of thumb says max-pulse = 220 - AGE. That means I'm only 22 years old. Well, yesterday was my birthday -- I turned 33.