Onsdag den 6. juni vil planeten Venus gå ind foran Solen og ses som en sort skive! Dette fænomen kaldes en Venus-passage og det sker først igen om 105 år. Fænomenet blev brugt til at bestemme den første nøjagtige afstand til Solen på ca. 150 mio. km - det var et af formålene med Kaptajn Cooks verdensomsejling. Han fandt så også lige Australien på den tur.

For at se passagen, skal du tidligt op. Den er i gang fra solen står op kl 4.36 (Aarhus) og to timer frem. Man må ikke se direkte på solen, men man kan fx. se gennem to-tre lag af gammelt fotopapir: Det man altid fik med, når man fremkaldte billeder i gamle dage (det var før digitalkameraer blev almindelige omkring 2002-3). Pas på øjnene!

Læs om passagen her: http://asf.skysite.dk/?side=245737

Se videoen her: http://www.youtube.com/watch?v=OAx-_iuCq14

Billedet viser passagen i 2004.

(0)

I August blev jeg far til min anden datter! Det var samtidig med at jeg startede som gymnasielærer, så der har været travlt de sidste par måneder. Nu har vi endelig fundet et navn til den lille pige. Vi har haft en liste med omkring 20 navne, som langsomt er blevet redigeret og skåret ned. Nu er det officielt: Pigen hedder Solveig! Jeg har efterfølgende rodet lidt med tal fra Danmarks statistik for at undersøge, om navnene på vores piger er almindelige eller sjældne. Pigerne er jo helt unikke og fantastiske væsner... Alligevel blev Jerk og Poppy streget tidligt. Disse navne er kun blevet givet til to børn i 1991 og 2005.

Er Sonja og Solveig almindelige navne? Ifølge Danmarks statistik er svaret nej, men begge navne er i fremgang. Der er flere stavemåder (Sonya, Sonia, Solvej, Solvejg), men dem jeg har valgt er de mest almindelige. Der bliver født omkring 30800 piger om året i DK. Hvis man tager alle stavemåder med, bliver der født omkring 40, der hedder Sol-veig/-vej/vejg og 20 der hedder Son-ja/-ia/-ya. Tager man en stor folkeskole med 1000 elever, vil der typisk være mindre end 1, der bærer et af disse navne.

På billedet har jeg sammenlignet "modenavnene" Emma og Julie med Sonja og Solveig. Det er ikke udelukket, at Sonja og Solveig kunne blive de nye modenavne! Som man kan se, "eksploderede" Emma i starten slutningen af 80erne fra 0 til 1000 navngivninger på bare 10 år.

(2)

Jeg har skrevet om mit vanvittige træningsprogram, der på seks uger skulle bringe mig i storform til at løbe Copenhagen Marathon. I betragtning af, at man normalt holder pause to uger op til løbet, var det et ganske kort og intenst træningsprogram, jeg gik i gang med. Jeg gik fra at løbe 25 km om ugen til 50 km eller mere. Men det gik faktisk rigtig godt. Jeg nedjusterede dog et par af de lange løb, så det blev til en enkelt (hurtig 1h48m) halv maraton og en 25 km tur omkring Årslev engsø (28 km tur i uge 3 blev til en 15 km). Jeg havde frygtet overbelastningsskader, og havde da også lidt problemer med min venstre baglår og soleus musklen i læggen. Jeg fik massage to gange 30 min hos en fys ugen inden løbet, og det hjalp en del.

På selve dagen mødtes jeg med Tonny, der havde trænet mange lange ture i månederne op til løbet. Der var knap 10.000 løbere klar på Islands brygge, og der var god stemning. Jeg lagde roligt ud, men blev alligevel fristet til at følge efter 3h40m ballonnerne de første 20km. Jeg løb første halvmaraton på 1h49m, men ved 25 km, hvor der kom en kort byge, begyndte smerterne fra trætte lår at sætte ind. Kilometertiderne gik ned fra 5m10s til 5m50s, selv om jeg de sidste to km kunne øge tempoet lidt igen og komme i mål i 3h49m. En ganske flot tid, men godt et kvarter langsommere end i Sydney og Paris i 2008 og 2009.

Det var en kanonstemning hele vejen rundt på ruten. Specielt husker jeg Halmtorvet og Nørrebro ved Skt. Hans Torv, hvor folk virkelig fik heppet os trætte løbere frem. Jeg mødte moster Rikke, onkel Søren og lille Mathias ved 37 km, og efter en god krammer, kunne jeg lunte ned ad Nørrebrogade, gennem midtbyen og i mål. Bo Jay, Mads og Stephi stod også ude på ruten og kom med glade tilråb! Tak, det fik smilet frem på læben og mælkesyren blev glemt et øjeblik.

I Paris i 2009 sagde jeg, at jeg aldrig mere ville løbe et maraton. OK, det holdt ikke helt. Jeg tror, jeg dengang var skuffet over at blive skadet kort før løbet, for jeg havde virkelig brugt meget energi og tid på træningen. Det var så ikke tilfældet denne gang, hvor træningen var ret overskuelig. Selvfølgelig var selve løbet noget hårdere, specielt efter 25 km, men det var stadig en fantastisk oplevelse. Jeg overvejer nu at gå i gang med at skrive en løbebog med titlen "From 10 to 42 K in 6 weeks",


(0)

For et par uger siden fik jeg den vanvittige ide, at jeg skulle løbe maraton i København den 22. maj. Min ven Tonny lagde massivt pres på mig for nogle måneder siden, men dengang i januar var jeg midt i min fjerde penicillinkur for bihulebetændelse, og tanken om hundredevis af kilometer på is og asfalt tiltalte mig ikke. Efter et par måneder på sofaen begyndte jeg i marts at løbe nogle korte 4-6 km ture igen, og i starten af april 2-3 gange om ugen 8-12 km uden problemer.

 

I et anfald af forårsvanvid og en forestående 3 måneders ledighedsperiode (mere om det en anden gang)  har jeg nu besluttet at følge et nøje planlagt 6-ugers maraton program, stykket sammen af gode råd fra blogs og fora på nettet. Ifølge eksperterne kan det lade sig gøre, hvis jeg kan undgå skader. Men det kommer til at gøre ondt på selve dagen og nogle uger efter. Men smerte er jo som bekendt midlertidig mens hæderen varer for evigt. Jeg ville egentlig fortælle lidt om "total viking power", men det må vente, for jeg skal ud at løbe nu!

 

Programmet er simpelt: tre løbeture om ugen. En lang, en mellem og en kort tur. Jeg dropper helt at løbe intervaller, for det er altid dem, der giver mig overbelastningsskader:

• Uge 6: 12, 12, 10 km (total 34km)
• Uge 5: 16, 16, 21 km (total 53km)
• Uge 4: 18, 12, 25 km (total 55km)
• Uge 3: 12, 16, 28 km (total 56km)
• Uge 2: 8, 8, 10 km (total 26km)
• Uge 1: 5, 5, 42 km (total 52km)

Springet fra uge 6 til 5 er markant fra 34 til 53 km pr uge, men kan kroppen holde til det, er de næste uger ikke meget hårdere. Langsomt vil led og sener forhåbentlig vænne sig til, at nu er løbeturene altså typisk en til halvanden time (jeg løber ca. 5 min pr. km). Det ville naturligvis have været bedre for kroppen at bruge 12 eller 16 uger, som løbeeksperter normalt anbefaler. Jeg er nu nået til Uge 4 og det går rigtig godt. Jeg er meget træt efter de lange ture, som kræver 72 timers resitution. Nu krydser jeg fingre for de næste par uger.  

(2)

Sidste år investerede jeg i et hifi-anlæg i mellemklassen bestående af en NAD stereoforstærker (C375BEE), CD afspiller (C565BEE) og tilhørende Dali Mentor 6 højtalere. Det spiller virkeligt godt. Men efter lille Sonja er kommet til verden er der blevet brug for hver kvadrattomme i lejligheden, så nu er det enorme babelstårn af godt 1000 CDer blevet forvist til kælderen. Jeg har sat gang i et stort projekt med at få rippet alle CDer i lossless kvalitet (FLAC) og er nået godt halvvejs. Ideen var at få fat i et SONOs system, der kan håndtere FLAC over wireless og sørge for afspilning af lyd i flere rum samtidig. Men prisen er lidt hamper: 2800 kr for SONOs ZP90, 3000 kr for en stor NAS og dertil en controller (heldigvis har jeg fået en ipod touch forærende for nylig, tak til Bo!). Da vaskemaskinen for nylig brød sammen og fælgene på cyklen flækkede, måtte jeg finde på en fattigmandsudgave af lossless hifi.

Planen er følgende: Lad en gammel laptop stå for afspilning af musikken ved hjælp af Media Monkey (fantastisk freeware). Laptoppen har en 1TB USB harddisk kørende med al musikken. Vejen til hifi i lossless opnår jeg med et Aureon USB lydkort fra Terratec til 250 kr (amazon.co.uk). Det har bedre lydkvalitet end laptoppens skod-onboard lydkort og har desuden en optisk udgang (meget vigtigt) , der sender lyden direkte til NAD CDafspilleren, hvorved jeg udnytter dens semi-high-end DAC. Lyden af Johnny Cash strømmer nu ud i stuen i lossless kvalitet og det hele har kun kostet en kasse carlsberg elefanter. Næste skridt er at få "iMonkey App" (som koster 40 kr) til at køre på min iPod touch, så jeg kan styre afspilleren fra sofaen.


(1)

I søndags tog mig og Tonny ud til Aarhus 1900s klubhus for at deltage i den årlige Orbicon Nytårscup. Det er en serie på fire løb på 10 km, dog et enkelt løb på 12.2km, så den samlede distance bliver et maraton. Det var mit første løb siden Brabrand halvmaraton i september. I stedet for de ugenlige intervaller blev det til et par måneder med kold lungebetændelse, to penicillinkure, og en masse snot. Dette var den perfekte chance for at starte op igen. Godt nok havde vi holdt en lille fest om lørdagen, men måske var det netop den sidste Moscow Mule drink, der gave det sidste skub, så vi klokken 3 om morgenen lavede en klar aftale om at mødes til start kl 11?

Omkring 800 løbere var mødt op denne råkolde søndag. Der var god stemning blandt de mange semi-professionelle, hyggemotionister, ultra-garverne, og så os. Ruten gik op ad Jyllandsalle ad nogle villeveje forbi Ole Rømer observatoriet; en hæftig stigning på 3% (efter danske forhold, 30 m stigning over 1000m). Ruten gik gennem cykelstierne og Marselisskoven omkring stadion. En fin rundtur, der skulle løbes to gange. Vi kom i mål på omkring 44 og 48 minutter. Målet er at skære et minut af ved hver af de 3 næste løb. De næste tre løb afholdes den 21. november, 12. og 31. december!


(0)

Lars, Tonny og jeg havde meldt og til årets halvmaraton omkring Brabrandstien. Det var flot solskin og høj blå himmel, da omkring 1500 løbere stod klar til start. Trods et grimt styrt lige ved start, fik vi os kæmpet ud på stierne omkring søen. Lars havde vanligt taget sit gummi-tohåndssværd med, men jeg lod det blive hjemme, for jeg satsede på en god tid. De to første km gik på 4m05s men derefter faldt jeg ind i en god rytme omkring 4m15s pr. km. Jeg fulgte med pace-sætterne, som svarede til 1h30m, og som havde sorte balonner. Men efter 8 km måtte jeg se balonnerne svæve længere og længere væk.

Der var ingen problemer med knæ, fiber i baglår eller lægmuskler, som ellers har plaget mine lange løb det sidste års tid. Trods en begrænset træningsindsats med 2 løb om ugen de sidste 7 uger (et "Furman" interval og et langt 15+km løb), var formen ganske god. Ved 10 km fik jeg mellemtiden 42m33s og tog mig en sukkerblanding fra Squeezy. Motivationen var i top, denne mellemtid svarer nemlig til en sluttid på 1h30m, som var mit optimistiske mål. Men da vi rundede den yderste del af søen ved 14km begyndte mælkesyren at boble i benene.

Jeg kom i mål på 1h32m54s, som er en rigtig god tid (4 min hurtigere end samme rute sidste år). Lars kom ind knap et kvarter senere og Tonny kom ind lige under 2 timer (uden træning overhovedet!).

(0)

Lars og jeg kørte fra Århus lørdag formiddag, - og med Rammstein på maksimal volumen drønede vi ned ad motorvejen mod Middelfart. Vi havde begge holdt lidt igen med træningen op til løbet: Lars pga. dovenskab og generelt hårdt arbejdspres, og jeg pga. skader i baglår og et tilbagevendende løberknæ (se nederst for flere detaljer om løbetræningen).

Vi kørte direkte ned til Middelfart havn, hvor vi med påtaget autoritet kørte ind i VIP området, hvor vi fandt den sidste parkeringsplads. Vi skyndte os ned til startområdet og fik hurtigt udleveret startnumre. Der var vildt mange mennesker, men det logistiske fungerede optimalt med kun få minutters ventetid. Vi fik en lille pose med "stuff", men dog med knap så mange papirreklamer, som man ellers tit får til den slags løb. Vi gik tilbage til bilen, klædte om og tog et par billeder i fuld kamprustning! Vi havde begge taget tohåndssværd med! De var dog pakket ind i skumgummi efter løbsledelsens anvisninger, da den maksimale tilladte længde på spidse våben under løbet var 7 centimeter. Vores tohåndssværd målte lige knap 1 meter og faldt derfor ind under skumgummiregelsættet!

Løberne blev sendt afsted i to afdelinger for bedre at fordele de 10.000 deltagere i de smalle gader i Middelfart. Vi fandt en plads blandt dem, der regnede med en tid på 1 timer og 40 minutter. Det var rigtig koldt, men heldigvis ingen blæst og regn (vejrudsigten sagde mellem 5 og 8 grader). Dog blev der efterhånden ret tæt af folk, og efter 5 minutter fik vi varmen.



Så blev vi skudt i gang, og efter knap et minut kunne vi rigtig begynde at løbe. Chipen på skoen registerede hvornår vi krydsede startlinjen, så vi kunne få den rigtige nettotid. Efter tre kilometer nåede vi op på den gamle lillebæltsbro, hvor vi løb under en stor sort port med skiltet "Highway to Hell", hvor omkring 50 lyshårde teenagepiger, der med tyk makeup lignede dæmoner fra helvedes forgård, og med lange treforke stod og dansede, mens et lokalt band spillede AC/DCs klassiker: Highway to Hell! Der var rigtig god stemning, trods det dystre budskab. Lars og jeg fulgtes ad et stykke og fik mange bemærkninger om vores frygtindgydende skumsværd. Lars blev dog godt gnaven, da en lille pige råbte til sin mor: "Se! Den pige løber med et sværd!"

Ruten gik rundt omkring Snoghøj og ned til kystvejen i Erritsø og endda forbi Lundagervej, hvor jeg voksede op fra 1973 til 1989. Det hele virkede dog meget mindre, end da jeg boede der. Omkring 10 km kunne jeg godt mærke noget værke i højre knæ, men jeg fortsatte i et rimeligt tempo (pace omkring 4m 30s pr. km). Pulsen var dog helt i top (i middel omkring 168, dvs. 85% af max puls), hvilket nok skyldes min relativt dårlige forberedelse til løbet.

En mand løb op på siden af mig, og spurgte grinende hvem jeg jagtede. Jeg fortalte kort om baggrunden for "Nordic running", hvor man i modsætning til "Nordic walking" altså ikke går afsted med et par tynde skistave, men løber i høj fart med et stort sværd hævet over hovedet. Han faldt dog bagud, da jeg påstod at viking stavet bagfra betyder "evig sejr". Jeg måtte konstatere, at folks viden om vikingetiden og total viking power er begrænset, selv om vi skriver 2010.

Da vi kom op på broen igen, blev det rigtig hårdt. Ruten omkring Hindsgavl havde nogle lange bakker, og man kunne se slangen af mennesker langt fremme. Men der var kun 5 km igen. Ruten ned til havnen gik fint, folk sad udenfor og fik eftermiddagskaffe fra termokanden, og der var en festlig stemning med levende musik. Jeg kom over målstregen i nettotiden 1t 36m 39s (min fjerde hurtigste tid, men en flot PR med sværd). Jeg fik en par boller, bananer og en øl. Det var lidt koldt at stå og vente, men så kom først Lars, Randi, Bo og Anton i mål og vi kørte tilbage til Sanddal i den lille gule bil. Derefter skiltes vores veje og vi fandt vej tilbage til Århus. Her kastede vi os i sofaerne og slappede af til vampyrfilmen "Dracula A.D. 1972" med Peter Cushing og Christopher Lee.

Klik her for detaljer om mit løb på garmin connect.

Lidt om træningen op til Lillebælt halvmaraton 2010
 
I januar og februar fulgte jeg Furman programmet (se tidl. blog beretninger om dette program), og var kommet i kanonform med 2-3 løb om ugen. I marts løb jeg kun 6 gange (2x14km, 1x21km, 3xinterval), da jeg fik en fiber i baglåret den 20. marts. Derefter fulgte fire uges resitution, hvor jeg kun var ude på cyklen - fire gange en time. I de sidste to uger af april begyndte jeg at løbe igen (ialt fire gange: 2x10km, 2xinterval) og et enkelt interval den 1. maj (6x800m, hvor tiderne var som lige før min fantomtid på 10km dem 31. december - 40m 21s). Måske skal man bare holde igen med træningen. Derved undgås skader, og der er mere tid til at se vampyrfilm.


(3)